Logen Jotar er hjemmehørende i Lystrup ved Århus og holder til på adressen Elsted Skolevej 4. I øjeblikket er vi 39 medlemmer, eller brødre, som vi omtaler hinanden indbyrdes. Langt de fleste loger i Danmark hører under en Orden, der sætter rammerne for logernes arbejde og formål.
Logen Jotar hører under Den Danske Druideorden, der har det overordnede formål, at stræbe efter fred og harmoni mellem mennesker, og at fremme broderskabets ånd imellem brødrene. Dette gøres ved, at vi arbejder med os selv for at blive bedre mennesker, – og medmennesker, for derigennem at nå frem til vores fælles mål: Enhed, fred og harmoni blandt mennesker.
I Jotar mødes vi hver anden mandag i vinterhalvåret (august – maj). En loge aften er delt i to møder. Det egentlige loge møde, der holdes i en loge sal, er alene forbeholdt logens brødre. Ethvert møde har sit åbnings- og afslutningsritual, hvis indhold danner en smuk og rolig ramme om det, vi kalder “arbejdet”. De smukke gamle ritualer rummer en tankevækkende symbolik. Gennem arbejdet med sig selv bestræber brødrene sig på at forædle deres livsholdning og handlemåde. Arbejdet er af ideel karakter, og der lægges stor vægt på at udvikle samspillet imellem brødrene. Målet er at leve i enhed, fred og harmoni med hinanden og med verden omkring os.
Anden del af loge aftenen koncentrerer sig omkring brodermåltidet, og det kaldes Efterlogen. Det er her brødrene lærer hinanden at kende socialt. Denne del af mødet foregår mere frit, og det har som et af sine formål at ryste brødrene sammen. Det er her ved brodermåltidet, at en ny broder lærer sine brødre rigtigt at kende. Så ved hyppige besøg i sin loge, vil den nye broder hurtigt føle sig hjemme.
Hvis du ønsker at vide mere om logen Jotar og Den Danske Druideorden, så er du meget velkommen til at kontakte os.